Det er nødvendigt at gøde dit højbed, hvis du vil have store flotte grøntsager. Det er ikke raketvidenskab, og det er de fleste haveentusiaster klar over.

Men hvad er så den bedste gødning til at bruge i dit højbed?

Det er en helt anden og mere kompliceret snak, og jeg vil prøve at komme med et godt bud her.

Bokashi er min favorit

Ved du hvad bokashi er? Kort fortalt er det en måde at lynkompostere sit affald på. Principielt kan man omdanne alt organisk materiale til bokashi kompost, men det er som oftest en metode man bruger for at omdanne sit køkkenaffald til kompost.

Det er der mange grunde til. En af mine største grunde er at det bare er super smart at have en kompostspand indenfor, hvori man kan lægge sit husholdningsaffald, og så er kompostprocessen i gang på stedet. Så slipper jeg for at skulle ud til kompostbunken med gulerodstoppene på regelmæssig basis.

Derudover er det en super god metode til at kunne kompostere alt dit affald. Som du måske ved, så er det ikke alt der egner sig til en traditionel kompostbunke. Ting som citrus, mælkeprodukter, forarbejdet mad og kød er noget man bør holde ude af kompostbunken. Noget af det fordi det ikke gør noget godt for processen, og noget fordi det tiltrækker rotter. Og en rotte er da det sidste man vil have.

Men det er man altså ud over når man vælger at kompostere via bokashi metoden. Her komposteres tingene i en lukket spand (læs mere om hvordan du laver en bokashi spand her). Når bokashien er fermenteret færdig i spanden, skal den ud og blandes med jord, og herefter er det blevet omdannet til den fineste muld i løbet af 6 uger.

Læs evt mere om hele bokashi kompost processen i artiklen her.

 

Meget høj næringsværdi

En helt afgørende ting for at jeg bruger bokashi frem for kunstgødning er at det er prop fyldt med mikroorganismer. De færreste er klar over disse organismers vigtighed for planten og for vores sundhed. Det forholder sig sådan, at mikroorganismer hjælper planten til at optage næring – vitaminer og mineraler – fra jorden. Uden denne mekanisme, er planten simpelthen ikke i stand til at optage de næringsstoffer som kommer os til gode når vi spiser planten.

Når man laver bokashi, så sikrer man altså et rigt mikroliv og derfor langt sundere planter og langt sundere grøntsager til vores maver.

 

Hurtigere end almindelig kompostering

Når du bruger almindelig kompost som gødning til dit højbed, er du helt sikkert også på rette vej. De er lige så beriget med mikroorganismer, men det kan tage rigtigt lang tid fra at den friske planterest lægges på kompostbunken til den er nedbrudt og komposteret.

Her er bokashi altså genvejen til herligheden. Det skal stå i bokashi spanden i en månedes tid. Herefter skal det i berøring med jord – feks graves ned. Når det har ligget i jorden i 6 uger, er det fuldt komposteret, og derfor er det bare en super hurtig måde at få sit køkkenaffald komposteret på.

Så hvis ikke du allerede har prøvet bokashi, synes jeg absolut du skulle prøve.